Lavendel |
Blomsten: Små blåviolette rørformede blomster i tynde aks
Bladet: Korte liljeformede sølvgrå aromatiske blade
Væksten: En kuppelformet halvbusk. Stedsegrøn
Plantens hjemsted: Makien i Middelhavsområdet
Vækstbetingelser: Solrig og varm plads i en næringsrig letgennemtrængelig rå jord, dvs. humusfattig
Pleje: Klip planten ned hvert år efter afblomstringen ca. 1/3, dog aldrig længere end, at der er knopper eller blade tilbage. Planten kan også graves op og plantes så dybt at kun 10-15 cm af toppen stikker op, så bliver planten lav og tæt igen
Formering: Ved stiklinger om foråret eller efteråret. Man "river" i en gren oppefra og nedefter, så der medfølger et "knæ" Dette sættes i kompostjord eller plantemuld i potte, og vandes let. Der sættes gennemsigtigt plastic over så fugten bliver der. Efter ca. 3-4 uger vil der være dannet rod og en ny plante er klar
Anvendelse: Som lave klippede hække i urte- eller rosenhaven. Som spredte planter i solbede på terrasser osv. Blomsterne kan tørres
Gode ledsageplanter: Andre tørketålende solelskere og roser
Nærtbeslægtede og sorter: Fås i hvid, rose og blålilla
Man kan godt klippe en lavendelhæk ned, men ikke for voldsomt. Klip forsigtigt de visne dele væk, ned til ikke gammelt træ. I almindelighed vil der komme nye skud hurtigt. I det hele taget er det nødvendigt for at få en smuk, regelmæssig og kraftig blomstrende lavendelhæk, at den skal vedligeholdes. Det vil sige klippes ned til et punkt, sådan at blomsterne skyder regelmæssigt og plant frem. Samtidig former man hækken lidt efter den placering den har, og det er faktisk et arbejde der bør gøres hvert år. Det kan gøres om efteråret, men forårstiden er nok den bedste tid. Så kan man se, hvor frosten har været i vinterens løb og få frostangrebne grene rettet op ved indklipning. Hvis hækken er meget gammel ,kan det ikke betale sig at eksperimentere med den. Ryd den hellere og plant en ny. Det er meget let at formere lavendler ved hjælp af stiklinger. De klippes en halv snes centimeter og stikkes ned i sand. De fleste vil meget hurtigt sætte rødder og kan udplantes, når de begynder at sætte skud